Mærkevare versus ikke-mærkevare

Spørgsmål:
“En stående diskussion i vennekredsen er hvorvidt olie fra eks. T Hansen er af samme kvalitet som en olie fra Castrol. Forstået på den måde, at hvis olien fra Castrol og olien fra T Hansen overholder samme specifikationer er de så begge lige gode?. Personligt er jeg ikke tilhænger af noget bestemt mærke. Står der VW 507.00 (VW 505.01) på dunken går jeg ud fra olien er god nok. Hvad er din faglige vurdering? Er eks. T Hansens VW 507.00 olie lige så anvendelig som Castrols VW 507.00?”

Svar:
Tak for spørgsmålet – det er altid en spændende diskussion, hvordan kvalitet skal opfattes – for  hvornår er der tale om fakta og hvornår er der tale om følelser?

Inden jeg kommer med min lange forklaring, vil jeg lige kort give denne anbefaling – dette af hensyn til en eventuel disput med billeverandøren om eventuelle fejl:

• Indenfor garantien – brug en mærkevare
• Udenfor garantien – brug gerne en ikke-mærkevare

Som udgangspunkt vil jeg gerne beskrive lidt om forskelle på normer som kan være angivet på et produkt, hvor jeg skelner mellem tre kategorier:
Specifikationer – Godkendelser – Anbefalinger

Specifikationer er de normer som brancheorganer som ACEA – API – JASO definerer. Her er det den enkelte olieproducent som skal være garant for, at de specificerede testkrav opfyldes. Der findes ‘Code of conduct’ som beskriver, hvordan olieproducenter skal agere, og desuden findes lovgivning om produktansvar, hvilke er forbrugerens garanti for kvaliteten. Brancheorganisationernes specifikationer kan ofte findes på nettet.

Godkendelser er de normer som den enkelte fabrikant udsteder, og gerne tager dyrt betalt for at udstede. Den enkelte olieproducent skal dokumentere over for fabrikanten, at de ønskede krav opfyldes – f.eks. VW 507.00. En godkendelse kan være lige fra et simpelt ‘gummistempel’ baseret på en specifikation til en omfattende mangeårig samarbejde med afprøvninger og undersøgelser. Det er godkendelser der oftest betyder forskellen mellem en mærkevare og en ikke-mærkevare. Krav til godkendelser er ikke let tilgængelige, og eksisterer oftest som interne dokumenter.

Anbefalinger er den enkelte olieproducents angivelse af, at et produkt kan anvendes, hvor en norm er foreskrevet, og hvor testmetoder oftest ikke længere er tilgængelige – f.eks. VW 501.1.
I dette eksempel kan siges, at VW 501.01 er gået hen til at blive en anakronisme på en godkendelse, der ikke længere eksisterer, og som er gået hen til at blive en anbefaling.

Det er ikke altid muligt på baggrund af etiketten på en oliedunk at afgøre, om den angivne norm er en specifikation, godkendelse eller anbefaling med mindre det er specifikt beskrevet, og da branchen ikke har hverken skrevne eller uskrevne regler kan marketingfolkene være mere eller mindre kreative.
(Lige som et side eksempel: Hvad er lige forskellen på en syntetisk og en fuldsyntetisk olie? – Det kan være jeg ved en anden lejlighed får tid til at skrive om det)

Forskellen på Castrol og T Hansen er, at Castrol er en verdenskendt olieproducent (pendant til Coca Cola på læskevare), mens T Hansen er en lokal grossist (Jolly Cola!?), hvor Castrol har tæt samarbejde med additivproducenter og bilfabrikanter om udvikling af olieprodukter, mens T Hansen indkøber sine olieprodukter hos en udvalgt olieproducent/-forhandler (kan være Castrol!?) efter afgrænsede krav, hvor prisen ikke er uvæsentlig.

Eftersom vi har en produktansvars- og marketinglov i Danmark har vi som forbrugere en rimelig garanti for, at vi får den vare som leverandøren angiver på sit produkt, og hvis man gerne vil fremstå som seriøs forretning der gerne vil eksistere på længere sigt, vil jeg også tage for givet, at T Hansen leverer en olie som møder kravene til VW 507.00, hvis det står på etiketten. Der hvor man kan udfordre T Hansen er at spørge efter en kopi af godkendelsen. Står den med deres produktnavn, eller står den med producentens navn? Men det er også sætte sagen på en spids for motoren kan jo ikke læse :-).